Sensationen skaber omsætning. Sådan er det bare, vi har en tendens til at klikke på de nyheder, der lyder ikke bare spændende, men også sensationelle. Hvor ofte har man så ikke trykket på en overskrift, hvor den bagvedliggende tekst viste sig at være knap så sensationel, som overskriften indikerede. Jovel, overskriften passede til indholdet af artiklen, men sidstnævnte havde slet ikke det forventede sensationsniveau, men ja – overskriften fangede os. Sådan er det også de få gange, hvor der har været brand i et elcykelbatteri. Mon ikke disse elcykler og tilhørende batterier er farlige? Svaret er slet og ret ”nej”.

Siden 2012 er der importeret mere end 600.000 elcykler til Danmark, de sælges til flere og flere købergrupper og er populære som aldrig før. I forhold til det store importtal er det ekstremt sjældent, at noget går galt. Og skyldes branden overhovedet batteriet i dets oprindelige udformning? Batteriet kan jo være brugt, opladet eller opbevaret uhensigtsmæssigt. Batteriet kan også have været igennem en ikke fagmæssigt korrekt reparation. Alt dette kan dog opfattes som dårlige undskyldninger fra branchen i de trods alt meget sjældne tilfælde, der er. Summa summarum er, at batterierne bliver bedre og bedre, og vi gør som branche alt, hvad vi kan i sikkerhedens navn. Lad os blot nævne muligheden for opbevaring og opladning i brandsikre skabe, muligheden for ikke at oplade i butik og på værksted om natten, muligheden for at have alarm på brandskabet tilkoblet en sms-service og så videre og så videre. Men er alt dette ikke bare udenomssnak fra cykelbranchen? Det mener vi ikke selv, men for at have nogle objektive, valide og indiskutable tal har vi spurgt Beredskabsstyrelsen, som har et faktaark over ”Brande i mindre lithiumprodukter 2024”. Af rapporten fremgår det, at

”I 2024 skete det 25 gange, hvilket er en stigning i antal brande i forhold til 2023, hvor der var 19 brande i elcykler. Dette skal dog ses i forhold til, at elcyklen er et transportmiddel, der fortsat vokser med at stige i antal år for år – i 2024 var der således i alt 647.344 importerede elcykler i Danmark”.

Summa summarum er, at risikoen for en brand i et elcykelbatteri er forsvindende lille. En anden og mere sensationspræget konklusion ville således være ikke bare brandærgerlig, men også forkert.