DR Kontant i aften

DR Kontant sender i aften kl. 21.05 programmet ”El-cykler dør ofte før tid”.

Danske Cykelhandlere har kontaktet redaktionen på Kontant for at få oplysninger om programmets indhold og for at få adgang til at komme med en udtalelse på branchens vegne.

Meldingen fra redaktionen er, at programmet er færdigredigeret for længe siden, og at der derfor ikke er mulighed for at ændre noget nu. Der er heller ikke adgang til at bringe et interview eller andet live i forbindelse med programmet.

Redaktionen har oplyst, at programmet udelukkende handler om Bilka, Harald Nyborg og T Hansen, og at der intet negativt er om den etablerede cykelbranche .

Dette ændrer dog ikke på, at det havde være mere hensigtsmæssigt, at branchens talerør, Danske Cykelhandlere, havde haft taletid for at sætte fokus på, hvad man får, når man handler hos fagbranchen, OG at der er så mange positive forhold knyttet til el-cykler, at det ikke kan overskygges af nogle dårlige oplevelser hos varehusene.

Det, vi frygter, er, at der generelt tegnes et dårligt billede af el-cykler, hvilket jo ikke blot skader varehusene, men også forhandlerne.

Alt afhængig af programmets indhold udsender Danske Cykelhandlere i morgen en pressemeddelelse, hvor der sættes fokus på alle mulighederne og fordelene ved el-cykler, herunder hvorfor det er en god idé at handle hos fagmanden, hvor der ikke blot sælges kvalitetselcykler, men hvor der også ydes rådgivning og service, gives prøvetur osv. Pressemeddelelsen vil blive sendt til alle relevante medier, og I vil alle modtage teksten i et nyhedsbrev.

Venlig hilsen
Danske Cykelhandlere

Thomas Johnsen